Mellemtrinnet (9-12 år) og fans af Kenneth Bøgh Andersen vil ud over læsetræningen til den automatiserede læsning også få fire gode gys, der giver stof til eftertanke. Forsiden i sig selv vil tiltrække læsernes opmærksomhed.
Forfatteren, som bl.a. kendes for Antboy og Den store djævlekrig, har igen lavet en fin, letlæst gyserantologi med fire gys. Med udgangspunkt i telefonsjov, et fundet digitalkamera, lillesøsters dukke og en, der hader at læse får han drejet historierne, så de får uventede slutninger med konsekvenser for hovedpersonerne. Sproget er letflydende, dialogrigt og med korte sætninger (lix 17), og Christian Guldagers illustrationer er med til at give historierne en ekstra gang uhygge.
Dødens sang - og andre gys, 2009, og Evig hævn og andre gys, 2006, er for samme målgruppe og med samme intensitet. Desuden har han lavet En rejse gennem nætterne, 2010, for udskolingen.
Oplagt anskaffelse til såvel børnebiblioteket som skolernes læringscentre.