Billedbog på vers om nattens univers, som henvender sig til en bred målgruppe af børn, unge og voksne. Både tekst og billeder rummer begreber og ironi, som jeg ikke tror børn under 6 år vil kunne få særligt udbytte af.
Ny dansk billedbog af et hidtil ukendt makkerpar, som gennem mundrette og fantasifulde korte rim og finurlige illustrationer fortæller om det, der hører natten til. Det er forfatter og sognepræst Lise Djernes Østergaard og billedkunstner Kim Frans Broströms første bog, som de har lavet i tæt samarbejde. Med en symbiose mellem tekst og billede er der et særligt lag beregnet til voksne medlæsere. Bogen følger i natten: Månen, sovende løver, en ridder, blæksprutter, sovende krigere, cykelbud og motorcyklister, en vågen Dracula, katte, trolde, døgnfluer og papegøjer. I teksten kan det vel betegnes som lidt vel voksent, at krigeren drømmer om sin kærestes store meloner. Billederne er sine steder lige lovlige makabre fx af afrevne legemsdele ved siden af Dracula i blodbad. Men det er en kunstnerisk flot bog, hvor illustrationerne også fortæller deres helt egen historie.
Umiddelbart ligner billedbogen en traditionel godnathistorie til de yngste, men der er langt flere lag i denne kunstbilledbog, der formidler drømme og forestillinger om natten for ældre børn, unge og voksne.
En finurlig og flot billedbog, som burde blive set og læst af større børn, unge og voksne. Bogen signalerer desværre, at den henvender sig til mindre børn, som kun i ringe grad vil forstå dens ironi.