Det er lidt slemt lige nu at være Palle på 12 år. Mor har smidt far ud, fordi han har ligget i med en anden dame, og nu slås den kære mor for at kunne fremstå i en ny og bedre udgave. Midlet: vegetarmad og kondidille. Palles interesser går mere på computerspil og marcipanbrødsspisning. Så er der fred og ro. Ingen råbende mor, ingen dum lillesøster og hendes åndsvage skildpadde og frem for alt ingen modbydelige tøser fra klassen, som altid er efter ham. Palle - 12 år, nørd, overvægtig - overlever her foran skærmen. Her kan han styre den helt, han har brug for. Her er hans indbildte spejlbillede. Her er virkeligheden på afstand, her lykkes tingene. Denne vekselvirkning mellem fantasiverdenen og realplanet (virkeligheden) er skruet godt sammen. Bogen får en overraskende slutning, og Palles verden bliver på alle måder større, varmere og bedre. Han er god nok, og han kan bruges til noget. En velskrevet og givende bog, som er særdeles velegnet til oplæsning fra 6. klasse. Her er meget at tale sammen om. Skyld, vrede, foragt, drøm, tilgivelse, flugt - og om, at der faktisk er plads til os alle sammen.