Denne bog udkommer i en ny serie Astronautserien. Zimakoffs bøger er yderst populære og ofte udlånt. Denne vil med sikkerhed føje sig til rækken. Den er åndeløst spændende i handlingen, og indholdet er vedkommende for målgruppen, som er de 10-12-årige (4.-6. klasse). Bogen egner sig både til undervisning og til fritidslæsning . På www.astronautserien.dk findes udførlige opgaver til hvert kapitel. Opgaverne foreslås at kunne bruges i undervisningen både som snak mellem læreren og hele klassen, og som opgaver, der kan løses i grupper eller ved snak med forældre. Handlingen foregår over kort tid; fra Andreas får fri fra skole, til han går i seng samme aften. Andreas skal for første gang passe sin 4-årige lillesøster Liva indtil mor kommer hjem fra arbejde. Han er dog blevet lun på Victoria, som går en klasse over ham. Bedst som han tror, at han ingen chance har hos hende, viser den sig. Det er desværre samme eftermiddag, som han skal passe Liva. For at gribe den, må han lade Liva blive alene hjemme et øjeblik. Hun når at forsvinde, og Andreas og Victoria indleder en hæsblæsende eftersøgning, som heldigvis ender godt. Andreas når dog undervejs at begå mange dumheder med efterfølgende skrupler til følge. Farveillustrationerne er specielle. De minder om computergrafik og er meget stiliserede. Indholdsmæssigt lægger de sig fint op ad handlingen.