Den engelske forfatter har gjort det til sit speciale at skrive kendte historiske personers biografi. Tidligere er på dansk udkommet Kleopatra i 3 bind, og nu følger hendes første roman fra 1986 om Henrik den Ottende i dansk oversættelse. Der er også her tale om en mammutudgave i 3 bind, og dens detaljerigdom tyder på at de 15 år, hun angiveligt har brugt til forarbejdet, nok skal holde stik. Faren ved denne type bøger er om objektiviteten holder, når det skal kombineres med det underholdende og spændende. Handlingen er strengt kronologisk og forsynet med fiktive kommentarer af Henrik den Ottendes hofnar Will Somers. Henrik regerede i 38 år, og hans styre har sat dybe spor i Englands historie. Meget kan føres tilbage til hans dramatiske liv med ikke færre end 6 forskellige koner hvoraf 2 endte på skafottet. Bogen formidler et troværdigt billede af samtiden og nuancerer den gængse opfattelse af Henrik som en lidenskabelig og primitiv personlighed, og den er på trods af sit omfang en letlæst historisk underholdningsroman.