Første omfattende biografi om HS (1937-1998), inspireret af forfatterens personlige møde med HS som både unik forfatterstemme og sympatisk menneske, og fra interviews med mange forsk., der kendte HS. Født ind i en familie med kulturel arv og ambition er der nok at leve op til for lille HS, der ikke har det nemt. Morfaderen er den svenske forfatter Hjalmar Söderberg, faderen, omdiskuteret litterat og professor i strid modvind under og efter krigen, og ikke mindst en skuespiller-mor, der med både følsomme og iskolde øjne præger HS for livet, som man også kan læse af hans erindringsroman Datter af fra 1995. Biografien beskriver kronologisk både den private Stangerup, opvækst, studietid, ambitioner og forfatterstart, den livslange frankofile lyst og den livstruende alkoholisme, optur, nedtur, kærlighed, ægteskaber og rejser, og det interessante forfatterskab fra de første digte i Hvedekorn og Lille Håbs rejse fra 1958 over filmmanuskripter, til succes med Vejen til Lagoa Santa, hvorom HS selv udtaler: "Det var den roman jeg altid har drømt om at skrive". Og til sidst, hvordan det ikke alene er svært at dø i Dieppe, men også i Langebæk. En velskrevet biografi for litt. interesserede og til opgaver fra gymnasieniveau.