Flot gennemillustreret udgave af fortællingerne om den græske sagnhelt, som fra sin fødsel giver anledning til intriger og rænker. Forhekset af den hævngerrige Hera dræber han sin elskede hustru og deres tre børn og må som en slags bodshandling igennem tolv næsten umulige opgaver med modstandere, som ofte har en af gudernes bevågenhed. Den moderne gendigtning har bevaret lidt af den skæbnetunge tone i de gamle sagn, ligesom de stærkt stiliserede illustrationer er inspireret af den græske oldtidskunst. En lidt naiv heroisme, som nutidsbørn kan forbinde med tegneseriernes og computerspillenes superhelte. Under alle omstændigheder er der kommet en smuk og farverig bog ud af det. Den kræver dog gode læsere blandt børnene fra 4. klasse og opefter. I forbindelse med emnearbejder vil man nå længst med lærerens oplæsning. De enkelte historier kan udmærket opfattes som forløbere for folkeeventyret. Fra 1979 findes Jens Sigsgårds Herakles - en af de guddommelige helte med gamle tegninger af Carl Bertling m.fl.