En tegneserie om Hergés liv, udført i en streg, som ligger tæt på Hergés egen klare linje; det er da et sjovt påfund. Og heldigvis er det ikke bare ideen, som er god resultatet af anstrengelserne er lige så vellykket. Manuskriptet er inddelt i korte kapitler, som hver rummer et punktnedslag på et år, der markerede et vendepunkt i tegnerens liv. Mødet med Tchang, kvinderne i Hergéś liv, anklagerne om samarbejde med besættelsesmagten under krigen, mareridtene om hvide dæmoner og Hergés voksende interesse for moderne kunst, det hele er med og oftest præsenteret i en fint underspillet humoristisk form. Stanislas anvender en lidt spidsere streg end Hergé selv, men ligesom i mesterens egne serier er der overalt tale om en forbilledlig klarhed i udtrykket. Også Madeleine Dalbys formidable farvelægning knytter an til Hergés klare pastelfarver og gør læsningen til en ren fornøjelse for de unge og (især) de voksne. Fire afsluttende sider med en oversigt over de medvirkende personer samt et fornemt gennemarbejdet layout fuldender billedet af en con amore udgivelse af udsøgt kvalitet.