Billedbog til fornøjelseslæsning, og en lille snak om at løse problemer, for de 4-6-årige. Charmerende forside med heksepigen Hermeline i en hængekøje.
Hekse må ikke trylle den første mandag i måneden. Men alle heksepigen Hermelines små dyrevenner har problemer, der skal løses. De beder Hermeline om assistance, og tror hun hjælper som sædvanlig. Alle får løst deres problemer, men altså uden trylleri. Moralen er, at man ikke skal tro, at andre løser ens problemer, men at man selv kan gøre noget. Teksten er enkel og udmærket at læse højt. Og der er ingen, der bliver skræmt af den lille charmerende Hermeline. Det er en sød heks, hendes dyrevenner er søde og finurlige, og skoven er lys og hyggelig. Både tegnestilen og farverne er lidt i retning af Sven Nordqvist, som vi kender ham fra bøgerne om "Peddersen og Findus". En lille sommerfugl har fået navnet Findus, måske som en hilsen?.
Forfatter har tidligere skrevet Rosalie og Trøffel (05/16), og tegneren har, foruden nogle fagbøger, illustreret Godt humør og grin er den bedste medicin (10/39). En anden lille heksepige i børnebiblioteket er Lotte fra bl.a. Lotte og heksekufferten (05/16).
Sød og hyggelig historie, der nok skal underholde de 4-6-årige. Der er også mulighed for en lille snak om, hvordan problemer løses.