Forfatteren er svensk og har i 14 år rejst verden rundt som purser i SAS, hvorved han har haft rig lejlighed til at se andre landes madskikke. I den foreliggende bog har han samlet en lang række opskrifter på mad fra mange lande, og samtidig med at han har tilpasset opskrifterne efter danske forhold, så de forskellige ingredienser kan købes her i landet, har han formået at bevare retternes nationale særpræg. Hver opskrift er forsynet med farvefoto af såvel råvarer som det færdige resultat, og da desuden opskrifternes tekst er udformet, så selv den uøvede kan forstå forklaringerne, vil mange kunne have glæde af bogen. Som afslutning et afsnit om de anvendte krydderier og et om kød, fisk, kyllinger, æg, grønsager, ris og sovs. Forrest i bogen er fotografier og beskrivelse af en lang række gode køkkenredskaber, som forfatteren selv bruger, og endelig er der foruden indholdsfortegnelse en praktisk oversigt over de forskellige retters tilberedningstid. En helt igennem tiltalende ogappetitvækkende bog.