Hesteæderne : digte. Bind 2 : Den store duel

Som Bobergs første samling Hesteæderne vil denne efterfølger appellere til hans kernelæsere, men også til nye læsere der efterspørger moderne lyrik med holdninger og engagement.

I et af de første digte i Thomas Bobergs samling høres "en lyd som af en negl/ mod en tavle,/ overfølsom, spjættende blandt lutter døde drømme". Sådan er også lyden og sproget i denne fortsættelse af Hesteæderne fra 2010. Endnu engang befinder vi os i et dystopisk samfund, domineret af religiøs og politisk fundamentalisme, der rækker fra magtens symboler, konsulen og herskeren, til masserne af daglejere, slaver, der er tilflyttet, sigøjnere og hesteædere nederst i samfundspyramiden. I det hele taget er det billeder af et samfund i opløsning og oplevelsen af epokalt at befinde sig "på tærsklen til det store blackout" der gang på gang skrives frem i teksternes dystre undergangsvisioner, men også længere, drømmeagtige forløb der spoler tilbage til barndommen/begyndelsen, "til overgangstiden, hvor vi mistede kontrollen".

Tidskritikken finder man som tendens i de senere års danske lyrik også hos fx Peter Laugesen og i Henrik Nordbrandts seneste udgivelser.

Der er krads og ætsende tids- og samfundskritik i Thomas Bobergs digte. Desillusioneret, sort, men samtidig med en enestående sproglig energi, der paradoksal nok også skaber billeder af stor skønhed og styrke. Et sted hævdes det, at også poesiens kilder er ved at være udtømte, men selv er teksterne det bedste bevis for, at det heldigvis langt fra er tilfældet.

Læs hele vurderingen