Hesten og solen

I litteraturhistorien regnes Poetens hoved, (1963), for at være Per Højholts egentlige debutbog og gennembrud til den eksperimenterende og skrifttematiske digtning som han om nogen bliver identificeret med. At Højholt startede et helt andet sted bliver man imidlertid mindet om med denne genudgivelse af hans debutsamling fra 1949 der i mange år har været et antikvarisk samlerobjekt og formodentlig gemt væk i magasinet på mange biblioteker. At digtene blev til under påvirkning af hereticanernes æstetik og virkelighedsopfattelse vidner samlingens symbolladede stil og klerikale patos om. Også kulturkrise-bevidstheden og den religiøst farvede forventning om at finde et nyt, gyldigt virkelighedsgrundlag hinsides ideologierne peger bagud, men samtidig er der hos den unge poet en traditionsbevidsthed, en teknisk beherskelse af udtrykket og en anerkendelse af den sete og sansede omverden, ("Se, - og lad der være nok med synets nøgne ankomst."), som peger ud over gamle, nedarvede former. Hesten og solen har vel i dag mest (litteratur)historisk interesse, men det er alligevel en vigtig udgivelse, fordi det giver læseren mulighed for at opleve et stort lyrisk forfatterskab i "hel" figur der ikke bare opstår ud af den blå luft, men i tilknytning til eller overskridelse af traditionen.

Læs hele vurderingen