En helt almindelig koncert
Søren Huss
Emneord
Minder om
Sange for voksne
Eskild Dohn
Did you know that there's a tunnel under Ocean Blvd
Lana Del Rey
Carry fire
Robert Plant
Live in concert : The 24 karat gold tour
Stevie Nicks
In motion pictures
Elvis Costello
Haunted mountain
Buck Meek
- It's too late to stop now - : volume I
Van Morrison
All good as it is
Dicte
Come home to mama
Martha Wainwright
Anmeldelser (5)
Gaffa [online]
d. 28. nov. 2020
af
af
Jan Opstrup Poulsen
d. 28. nov. 2020
"Hey Clockface forekommer ved de første gennemlytninger ufokuseret og mildest talt ubeslutsom i sine valg. Men med lidt tålmodighed viser det sig, at den nu aldrende herre har en del på hjerte. Og han er godt arrig. Og hans sammensurium af stilarter alligevel spiller sammen i sidste ende. I hvert fald er Hey Clockface fyldt med gode sange og en tændt Elvis Costello ... . Albummet står stærkt i den mere arrigt rockende afdeling, men det er ikke et rockalbum (...) Hey Clockface er nemlig overvejende klassisk sangskrivning fra en af de helt store".
The observer
d. 1. nov. 2020
af
af
Kitty Empire
d. 1. nov. 2020
"Costello maxes out approaches, musicians and hobbyhorses; his lifelong disgust at militarism remains one subplot. Of two over-egged spoken word tracks, the dramatic, Arabic-leaning Revolution #49 is a keeper. So are the more emotionally skewering songs, They're Not Laughing at Me Now and What Is It That I Need That I Don't Already Have - subtle miniatures that reaffirm Costello as one of the masters of his craft".
Pitchfork
d. 4. nov. 2020
af
af
Daniel Felsenthal
d. 4. nov. 2020
"Alternating between loud, sumptuously produced rock and softer, Tin Pan Alley-inspired songs, the British singer-songwriter delivers a brooding set of songs about time's ceaseless march".
Gaffa [online]
d. 28. nov. 2020
af
af
Jan Opstrup Poulsen
d. 28. nov. 2020
"Hey Clockface forekommer ved de første gennemlytninger ufokuseret og mildest talt ubeslutsom i sine valg. Men med lidt tålmodighed viser det sig, at den nu aldrende herre har en del på hjerte. Og han er godt arrig. Og hans sammensurium af stilarter alligevel spiller sammen i sidste ende. I hvert fald er Hey Clockface fyldt med gode sange og en tændt Elvis Costello ... . Albummet står stærkt i den mere arrigt rockende afdeling, men det er ikke et rockalbum (...) Hey Clockface er nemlig overvejende klassisk sangskrivning fra en af de helt store".
Weekendavisen
d. 13. nov. 2020
af
af
Klaus Lynggaard
d. 13. nov. 2020
"Tre af sangene er indspillet solo i Helsinki (...) med Costello selv i alle positioner. Da han ikke spiller trommer, giver han den i stedet som menneskelig beatbox, hvad der fungerer forbilledligt ... Derefter indspilledes over få dage ni kompositioner i Paris (...) bestående af klassiske musikere ... De sidste to skæringer er skabt post-covid ved udveksling af lydfiler, hvor multiinstrumentalisten Michael Leonhart fra New York leverede de oprindelige forlæg ... musikken, jeg skabte de to steder, blev også meget forskellig, en aggressiv tone i Helsinki og en mere kontemplativ i Paris. Men det var New York-optagelserne, der signalerede, at jeg havde et album«".