Bizar og pervers science fiction fra en af Frankrigs fremtrædende instruktører Claire Denis. For dem der interesserer sig for smalle film. Kan ses fra 15 år.
En ung mand og et spædbarn er alene i et rumfartøj. Fartøjet var oprindelig fyldt med unge mennesker, alle kriminelle, der var dømt til døden, men fik et tilbud om at blive sendt ud i rummet, på en eksperimenterende rumrejse, hvor de ved, at de aldrig kommer tilbage til jorden igen. Ombord på fartøjet er også en gal, kvindelig læge. Hun er ligesom de andre kriminel og dødsdømt. Hun styrer fartøjet med hård hånd, og doserer de andre ombord med stoffer og putter bedøvende medicin i mad og drikkevarer. Hun indsamler mændenes sæd, og har en mission om at gøre alle kvinderne ombord gravide. Mod deres vilje. Det kriminelle fornægter sig ikke og der bliver voldtaget, overfaldet og nedgjort til den store guldmedalje. Efterhånden dør alle ombord, pånær den unge mand, Monte, og spædbarnet. De overlever ved at spise og drikke deres egne efterladenskaber, filtreret naturligvis, og ved hver dag at aflægge rapport til jorden. Rapporten sikrer endnu en dags strøm til rumskibet.
Meget barsk, bizar og pervers film, der vil have et meget snævert publikum. Bringer nyt til genren, men henvender sig til publikum der vil se kammerspil, fremfor dem der vil se "almindelige" rumfilm.
Kan sammenlignes med fx The martian, hvor en mand alene på Mars kæmper for overlevelse.