Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Himmelporten

Del 3 af Raklos rejse

Beskrivelse


Tyskland 1945. Løsladt fra koncentrationslejren drager 18-årige Raklo gennem det sønderbombede Tyskland til ruinhoben Köln og tager ophold hos vennerne der. Men hans rejse er ikke slut, før han er tilbage hos familien i Jugoslavien.

Anmeldelser (5)


Bibliotekernes vurdering

d. 24. aug. 2001

af

af

Elin Søborg

d. 24. aug. 2001

3. og sidste bd. i serien om Raklo, som vi i hhv. Jordens skød, 1999, og Askeslottet, 2000, har fulgt gennem tyskernes angreb på Jugoslavien med sønderbombningen af Beograd i 1941 og ophold i koncentrationslejr. Nu er krigen slut og Raklo løslades og drager med de sultne tyske flygtningehorder mod vest til Köln, hvor han slår sig ned sammen med vennen, kommunisten Dieter, finder sin rette identitet og forsøger gennem sine tegninger både at skildre trøstesløsheden og at være med til at forhindre, at den gamle magtelite bliver ved roret. Hans kunstneriske energi er stor i modsætning til den politiske, men de uafrystelige indtryk fra lejren og den kærlighed, han ikke kan holde på, driver ham til sidst tilbage til udgangspunktet plejefamilien i Jugoslavien. Anders Johansen giver et utroligt stærkt billede af det slagne Tyskland, besat, udhungret og i ruiner og med al den plat, sortbørs og gullasch, der følger en så total katastrofe, men også den ungdom der trods uenighed om strategi og taktik er villig til at kæmpe for en retfærdig fremtid, imod alle odds. Historien er fortalt i en række tilbageblik, idet den faktisk starter med slutningen, det gør den spændstig, men samtidig noget krævende. For de ældste unge fra ca. 15 år og voksne. Smukt Gauguin-agtigt portræt på forsiden, ingen bagsidetekst.


Bibliotekernes vurdering

d. 24. aug. 2001

af

af

Erik Boas Pedersen (skole)

d. 24. aug. 2001

Med Himmelporten har Anders Johansen lagt den definitivt sidste brik i fortællingen om Raklo, drengen fra jordens skød, den lyshårede, blåøjede dreng, der voksede op blandt sigøjnerne i cirkus i Jugoslavien, overlevede kz-lejren Oberfeld, Askeslottet, og her i dette 3. bind forsøger at komme overens med sin oprindelige identitet, som søn af en afdød tysk kunstner, i det krigshærgede Köln. Himmelporten er den flodbåd hvor Raklo (Rudi) bor sammen med sine venner og Yolanda, sigøjnerpigen, der blev hans livs kærlighed. Men splittelsen, kaoset bliver det dominerende element i Raklos liv, for kærligheden kan umuligt forene de to alt for forskellige mennesker og kulturer, og venskabet kan ikke overskride de politiske stridigheder. Trilogien skildrer Raklos udvikling fra barn til ung mand, fra talent til kunstner, en smertelig proces med krigen og sammenbruddet som nærværende baggrund. Smukt, voldsomt, sanseligt, vedkommende, nærværende. Sådan oplever læseren begivenhederne, sprogligt eminent, følelsesmæssigt rystende, som et højdepunkt, en milepæl i dansk ungdomslitteratur. Foruden fritidslæsning, anvendelig i dansk-, samtids- og historieundervisning for 9.-10. kl. og gym.


Folkeskolen

Årg. 118, nr. 48 (2001)

af

af

Per Birkebæk

Årg. 118, nr. 48 (2001)


BUM

Årg. 18, nr. 1/2/3/4 (2001)

af

af

Bent Andersen

Årg. 18, nr. 1/2/3/4 (2001)