Himmelskibet udkom første gang i 1921 og bærer tydeligt præg af det. Så bogen henvender sig nok mest til science fiction-læsere, der især holder af de ældre klassikere indenfor denne genre.
Bogen er baseret på en dansk science fiction-film, der havde premiere i 1918. Hovedpersonen hedder Ercole Sabene. Han er italiensk soldat og kæmper i skyttegravene under første verdenskrig. Under et giftgasangreb bliver han reddet af rumskibet Kosmopolis. Besætningen består af desertører, der ønsker at lægge Jordens krige og problemer bag sig. De har retning imod Mars, hvor de håber at finde væsener på et mere udviklet civilisationstrin end menneskehedens. De finder faktisk disse væsener, og bogen beskriver deres samfund, der selvfølgelig er meget anderledes end menneskenes samfund. Som god science fiction beskriver Himmelskibet de problemer og idéer, der rørte sig i samfundet i mellemkrigstiden. Af samme grund kan bogen opfattes som gammeldags, ligesom forfatterens floromvundne sprog er det. Mange læsere vil sandsynligvis også føle sig virkelig snydt af slutningen.
Jules Verne, H.G. Wells og andre af de gamle koryfæer indenfor science fiction litteraturen har skrevet bøger, der kan minde lidt om Himmelskibet, og ellers har udgiveren, Science Fiction Cirklen, udgivet andre lignende romaner inden for genren.
Forfatterens særlige skrivestil vil nok afholde en del fra at læse Himmelskibet. Mange vil blive stødt over slutningen. Bogen virker gammeldags og vil nok ikke have mange læsere.