Efter bøger om månelandingen i 1969 og mordet på John F. Kennedy, fortsætter serien Dage der rystede verden med en bog om 6. august 1945, hvor USA tog atombomben i brug i krigen mod Japan. I 19 kapitler på hver 2 sider beskriver bogen baggrunden for bombningen: Japans alliance med det nazistiske Tyskland, angrebet på Pearl Harbor, Stillehavskrigen, det tophemmelige Manhattanprojekt, som udviklede den amerikanske atomteknologi og Potsdamerklæringen, der krævede betingelsesløs overgivelse eller tilintetgørelse af japanske stridskræfter. 4 kapitler er opbygget som logbog over begivenhederne 6. august. Herefter følger kapitler om Nagasaki, Japans kapitulation, Den kolde Krig, atomkapløbet med de stadigt kraftigere våben og Cubakrisen, der satte verden på randen af atomkrig i 1962. Til slut ordliste, lister over litteratur, videoer og webadresser, tidslinie og stikordsregister. Den ordrige tekst er sat i en temmelig lille typografi, hvilket dog opvejes af forfatterens levende og engagerede fortællestil. Fotos i sort/hvid og farve samt faktabokse og markante citater supplerer teksten. Bogen er knap så grundig som Hiroshima og Nagasaki (1997/39), men giver en god og troværdig beskrivelse af forløbet. Til børn og unge fra 13 år.