En spændende, sjov og oplevelsesrig billedbog, der fortæller om de fire dinovenners forsøg på at finde ud af, hvor Gigantosaurus opholder sig. Velegnet til højtlæsning for 5-6-årige og som selvlæsning for 7-9-årige.
Mazu er en lille nysgerrig ankylosaurus, der skriver alt ned i sit giganto-leksikon, og det er ham, der får sine tre venner til at tage med på gigantosaurus-jagt. Rocky er en parasaurolophus og synes selv, at han er sej. Bill er en brachiosaurus og en nervøs type. Mini er en triceratops, der er sjov og legesyg. De fire venner går først på jagt i junglen og senere på savannen. Nede ved søen forskrækkes de fire venner af det enorme dinosaur-søuhyre terminonator og skynder sig at søge tilflugt i en mørk hule.
En rigtig god bog med spænding fra start til slut. Bogens fantastiske farveillustrationer er nærmest helsides malerier, som er meget flotte og udtryksfulde. Illustrationerne lægger op til, at der kan samtales om landskaberne og de forskellige karakterer. Det virker rigtig godt, at der sammen med den fortællende tekst er indsat direkte tale udtrykt i talebobler.
Bogen kan relateres til Drengen med fornemmelse for dinosaurer.