Historien om Ugens rapport

For mediehistorisk interesserede, kan også formidles til dem, som gerne læser farverige bøger om erhvervslivet.

Ingen dansker m/k, puritaner som provo, der er vokset op i 1970'erne kan vel undslå sig en mening om mandebladet Ugens rapport, der som en dansk pendant til fx amerikanske Playboy og forskellige svenske udgivelser, lægger sig i kølvandet fra det danske frisind og billedpornoens frigivelse i 1969. Denne bog beskriver veloplagt baggrundshistorien. Sprængfyldt af detaljer om datidens medieverden, hentet bl.a. via interviews med nøglepersoner fra dengang, fx den ene af de 3 "store" chefredaktører Kurt Thyboe. Bogen følger bladets udvikling til nutiden, hvor et oplag, der runder 200.000 på ugebasis i 1970'erne er skrumpet til et oplag på ca. 8.000-12.000 pr. md. Et ikke særligt højt besunget stykke mediehistorisk fænomen kommer frem i lyset. Et tidsbillede fra bogen rammer dygtigt nethinden. Første nummers forside fra en sikkert Danmarks-grå februar-dag 1972. Her pryder Anita, senere fru Zobel, og lige til at folde ude. Samme forside lover et særegent skønsomt miks af krimihistorie fra provinsen, hvor 12-årige går til bunds, og en sex-test, hvor bladets målgruppe kan teste sine håbefulde evner som elsker. I dag er "Classic rapport" som bladet nu hedder hensygnende, trængt bl.a. af internet-porno, og holdt oppe af en åbenbart trofast lille målgruppe blandt 50-65-årige.

Ingen anden mediehistorik alene om Ugens rapport.

Underholdende og interessant mediehistorik.

Læs hele vurderingen