Den britiske forfatter - 30 år - debuterede med denne fine og alvorlige roman om fire generationer af kvinder og deres måde at forvalte den fælles bagage af ensomhed og psykisk ustabilitet på. Fire kvinder hvis historie fortælles enkeltvis - og i glimt bundet sammen: den 90-årige Olde-Edie, hvis stenhårde maske lukker al medfølelse ude, hendes datter Grace der i årevis har været indlagt med skizofreni, barnebarnet Maggie der måtte opholde sig i lange perioder på et krydstogtskib med sin fordrukne bugtaler-far og blev gravid som 16-årig. Og endelig er der Maggies datter Sarah der er ved at gå til i angst for at ende med en psykisk lidelse som sin mormor. Kvindernes liv rummer kun små glimt af kærlighed og nærhed, men de er der dog, og giver ved romanens slutning håb om fremtiden for Maggie og Sarah der inderst inde også har viljen til bryde gamle mønstre. Romanen er meget velskrevet og fascinerende med nogle overrumplende dialoger af og til. Personerne er skildret med ømhed og fylde - nok er de tragiske men heldigvis ikke melodramatiske - og formår også at pege ud over sig selv og vise noget generelt om kvinders søgen efter identitet.