25 minutter endnu : Dissing live 2013
Povl Dissing
Emneord
Minder om
Ældrebyrde blues : Sange fra den 3. alder (vol. 2)
Bo Schiøler
Min mormors gebis : + 17 andre rim for børn (og voksne)
Dissing & Las
Som den gyldne sol
Povl Dissing
De aller største sange
Sebastian
Regnmanden
Johnny Madsen
Kig op
Dissing & Las
Hippieology 3
Hansens Høns
Jøwt
Allan Olsen (f. 1956)
Mine damer og herrer
Kim Larsen (f. 1945)
Anmeldelser (6)
Gaffa [online]
d. 16. apr. 2007
af
af
Jan Opstrup Poulsen
d. 16. apr. 2007
"Hjemløs er et vejrbidt album, der står stærkt og stædigt i sin umiddelbare lyd med Las Nissens prunkløse guitar som taktsætter. Det er musikalsk håndværk i topklasse, og med Povl Dissing tilbage som samfundsrevser er der mere end almindeligt bid i Hjemløs".
Folk & musik
Årg. 18, nr. 3 (2007)
af
af
Søren Chr. Kirkegaard
Årg. 18, nr. 3 (2007)
"Teksterne er blevet skarpere, og også musikalsk lyder der nye toner, må man sige".
Berlingske tidende
d. 16. apr. 2007
af
af
Thomas Søie Hansen
d. 16. apr. 2007
"Stemmen er stadig intakt, evnen til at fortolke og leve sig så langt ind i teksten, at man som lytter køber hvert et ord. Der er smukke, fine sange på skiven her ... geniale og potentielle klassikere. Men derudover er der alt for mange kedelige skæringer og ditto arrangementer på skiven. Og så kommer man ikke udenom, at der (i al respekt) er himmelvid forskel på, om det er Dissing senior eller hans sønner, der står bag mikrofonen".
Jyllands-posten
d. 18. apr. 2007
af
af
Finn Smed Sahlholdt
d. 18. apr. 2007
Politiken
d. 15. apr. 2007
af
af
Kim Skotte
d. 15. apr. 2007
"Povl Dissing har hele familien med på Hjemløs. Det er der mange velklingende grunde til. Selv om den demokratiske tankegang føres lidt for vidt".
Information
d. 21. apr. 2007
af
af
Klaus Lynggaard
d. 21. apr. 2007
"Der er så meget sjæl i sangforedraget hele vejen rundt her, at man ikke kan andet end blive berørt, og når der så tilmed lægges ud med en duet mellem Annisette og mester Povl selv, er der sgu ikke et sæde, der forbliver tørt. Det er nok det tætteste, vi kommer på en udpræget dansk soul-musik, og det går den ondelyneme gennem marv og ben. Der har tidligere været en tendens til, at gamle Dissing rent sangforedragsmæssigt overskyggede de andre medvirkende, men der har sneget sig en klædelig desperation ind over hele linjen, som virkelig tager fat helt derinde, hvor det gør både ondt og godt".