En toer er ikke altid så god som sin etter. Men her er der lige så meget knald på som i 2003, da første bind udkom. En vidunderlig kulørt og skør samling af opgaver, gåder, labyrinter, fikserbilleder, vanskelige drillepinde og hårde nødder at knække, som den hyggelige ophavsmand skriver i sit forord. Til hjælp har han denne gang medbragt både hund og kat, som er med på alle opslag, tavst iagttagende eller livligt kommenterende. Det er de 9 til 12-årige, som er bogens alvidende hoved-målgruppe, yngre børn fra 6 år og voksne kan kigge med og deltage i løsning af nogle af opgaverne - der er nemlig stor spredning i sværhedsgraderne. Her er udfordring for adskillige af de mange intelligenser, hvad der kan være nyttigt både i skole og fritid, og sjovt under alle omstændigheder. Vi slås med en kæmpeblæksprutte, finder ansigter gemt i et landskabsbillede, finder forskelle på tilsyneladende ens billeder, bliver bedt om at anslå antallet af fugle (før vi tæller), finde fejl i perspektivet på et maleri, hitte rede på en ren Storm P.-maskine, dele tilbehør ud ved et kostumebal, tælle fisk - og mange, mange flere små og store opgaver. Alt i flotte kulører og omhyggeligt udført, så man aldrig er i tvivl om opgaven. Til alt held er der løsninger på det hele bag i bogen.