Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Hodja fra Pjort


Beskrivelse


Hodja fra Pjort leder efter sit stjålne flyvende tæppe.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 21. juni 2010

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 21. juni 2010

En mere læselet-venlig udgave for børn fra 9 år af den velkendte og højtelskede historie. Forsiden er mintgrøn med en anden typografi og illustration end den udgave fra 2003, jeg har haft at sammenligne med. Bogen kan naturligvis læses op tidligere - allerede fra 5 år.

Tekst og illustrationer er de samme som i tidligere udgaver, og det er derfor stadig en sjov og spændende historie om knægten Hodja, som vil ud at opleve verden, hvilket han sandelig også kommer til, da han får fingrene i et flyvende tæppe. Ikke alene kommer han ud at flyve, men han må også bruge list for at have sit tæppe tilbage fra den luskede rotte, som stjæler det fra ham. Men denne udgave adskiller sig på den måde, at der her er tænkt på, at den skal være nemmere at læse selv, og derfor er typerne større, satsen endnu mere åben, linjeafstanden kortere, og nogle ord er stavedelt. Bogen er trykt på kraftigt gulligt papir.

Siden førsteudgaven i 1970 er bogen udkommet mange gange, og som sagt er forskellen især af typografisk karakter. I forhold til 2003 udgaven er illustrationerne endvidere i s/h, og sideantallet er større på grund af den kortere linjeafstand.

Ole Lund Kirkegaards bøger har altid været rimeligt lette at gå til for de gode læsere, men jeg tror, at der nu er flere, som kan klare bogen lidt tidligere og få følelsen af at have læst en "rigtig" bog. Og heldigvis har tidens tand ikke bidt i denne herlige fortælling. Jeg hyggede mig i hvert fald med genlæsningen af en klassiker, hvor kloge børn narrer dumme voksne.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Verner S. Handesten

d. 19. dec. 2018

Arabisk og eventyragtigt er miljøet omkring den lille skræddersøn Hodja, der er heldig at låne det flyvende tæppe, så han kan komme ud at se sig om. I hovedstaden bliver tæppet narret fra ham og overrakt til den grumme sultan, men ved list lykkes det H. at få det vristet fra de glubske voksne igen. Oplagt oplæsningsbog for 1.-2. klasse. Selvstændig læsning i 3. og 4. klasse. (Stil og illustrationer som i OLKs foregående bøger, måske er teksten mere direkte oplæsningsegnet - men det skal et eventyr vel også være). Anbefales.


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Estrid Bay

d. 19. dec. 2018

Kirkegaards snarrådige og vakse hovedperson hedder denne gang Hodja. Han vil gerne se verden uden for Pjort, hans lille fødeby i et muhamme-dansk land. Det lykkes først, da han låner et flyvende tæppe, og han lander i hovedstaden, hvor tæppet stjæles, men efter meget besvær får han fat i det igen og flyver lykkeligt videre. Det fremmede milieu er en fornyelse i Kirkegaards produktion, og man vil gerne læse mere om Hodjas oplevelser, for bogen er meget kort: 100 sider med god typografi og rigt illustreret med forfatterens festlige tegninger. Men der kommer måske en fortsættelse? Bogen vil more og fængsle børn på samme måde som forfatterens tre andre bøger, og den er velegnet til oplæsning fra 6 år og til selvlæsning fra 3. klasse.