Holger Drachmann (1846-1908), en digter, hvis evner omspændte mange litterære genrer. Han skrev såvel skønlitterær prosa og lyrik som drama og artikler. Officielt regnes han værk: Med Kul og Kridt, 1872, en samling artikler og breve fra aviser og tidsskrifter, som hans debut. Nu udkommer nærværende værk og flytter litteraturkronologien desangående 5-6 år baglæns. Udgiveren af denne bog har nemlig, som han gør rede for i forordet, i nogle bøger, der har tilhørt familien gennem tiden, fundet frem til 13 hidtil ukendte Holger Drachmann digte fra 1864, en håndfuld epigrammer og Drachmann-illustrationer; han havde jo også lyst til at male og tegne. Drachmanns urolige liv og omfangsrige litterære produktion indgik i en slags symbiose og handlede ofte om ham selv. Sådan forholder det sig også her, og dette kan forklare, hvorfor værdien af hans produktion var så forskellig. Alle disse nyopdagede digte er da litteraturhistorisk interessante, og man sporer måske i nogle af dem noget af det fremtidige talent. Andre holder ikke kunstnerisk, da de er for banale og overlæssede; bogen henvender sig primært til yndere (i forvejen) af Drachmanns digtning (og person).