Lækker kogebog om dansk gadekøkken i betydningen af velkendte danske retter med et tvist og udenlandske retter tilpasset danske smagsløg. Alt sammen serveret i små portioner som fingermad, snacks eller mellemmåltider. For alle madglade.
Claus Holm er tv-kok og har udgivet en række tematiske kogebøger. Vi danskere er glade for street food ude i den store verden, men hvordan er det danske gadekøkken eller folkekøkken egentlig? Det giver Claus Holm sit bud på her med en række opskrifter, hvor grundsmagen er dansk og de gennemgående råvarer danske. Der er nyfortolkninger af velkendte retter som fx karbonader, frikadeller, boller i karry, burger og ruskomsnusk serveret med overraskende tilbehør og dressinger. Der er desuden retter med fisk, grønne retter og søde retter med inspiration fra det internationale køkken.
Absolut en inspirerende og flot fotograferet kogebog, hvor variationen over velkendte temaer og de appetitlige små og rustikke serveringer gør sig rigtig godt. Opskrifterne er lige til at gå til, og man kunne få lyst til at hapse de fleste.
Kogebogen er i samme kvalitet og personlige stil som Claus Holms øvrige kogebøger, og den kan bruges på linje med disse. Opskrifterne er som sådan ikke unikke, så lignende kan findes i kogebøger om moderne dansk mad.