Mindst 6 millioner jøder blev systematisk dræbt under 2. verdenskrig. I denne bog kan du blive klogere på, hvorfor jøderne blev forfulgt, men også hvad det var, der fik almindelige mennesker til at begå mord under krigen. Letlæst fagbog for de 12-15 årige.
Bogen beskriver, hvordan det kunne ske, at 6 millioner jøder blev forfulgt og dræbt i perioden 1941-45. Der fortælles om, hvordan jødeforfølgelser er foregået gennem historien, fra de første forfølgelser for 2000 år siden til oprettelsen af FN's konvention i 1948, der skulle forhindre, at holocaust kunne ske igen. Teksten er sat op i spalter, og der er sort-hvide fotos samt farvede illustrationer. Bagerst findes stikord og inspiration til andre bøger om samme emne. Bogen er en del af serien "De store fagbøger", der henvender sig til elever på 6.-9. klassetrin. Der findes opgaver på seriens hjemmeside.
Det jødiske folks historie, med udgangspunkt i forfølgelser, bliver gennemgået på en overskuelig måde. Læseren bliver klogere på baggrunden for holocaust og hvad det var, der fik almindelige mennesker til at deltage i mordene på 6 millioner jøder. Bogens tekst understøttes af autentiske fotos og illustrationer i farver. Teksten er let at læse og forstå.
Af andre relevante titler kan nævnes Besættelsen, hvor man kan læse om de danske jøders forhold under 2. verdenskrig.