Danske thrillere tiltrækker sig som en regel en særlig opmærksomhed. Denne kan glæde både dem med hang til spænding og dem, der vil læse om et vedkommende psykologisk tema i spændingens form.
Da Anna siger farvel til sin mand, Lars, da han skal være bortrejst nogle dage, beslutter hun sig for at flygte fra ham, og hun tager sønnen, Lui, med. Hun er træt af Lars' sygelige jalousi og de natlige voldtægter. Som heltinden Modesty Blaise ønsker hun at tage sit eget liv tilbage. Hun indlogerer sig under pseudonym på et lille hotel i Korsør. Her ligger hendes mor begravet og hun opdager nogle mystiske omkring hendes dødsfald. Anna møder andre beboere på hotellet og hun hvirvles ind i en række begivenheder, som afslører hemmeligheder i provinsbyen. Hendes mareridt er tiltagende, og hendes sanser forråder hende. Er det Lars, der vil hævne sig, eller er hun ved at miste grebet? Forfatteren er filminstruktør og tidligere chef for DR Radio Drama. Det er hendes romandebut.
Sproget og beskrivelsen af den kvindelige hovedpersons psyke og problemer minder på flere måder om Trisse Gejls velanskrevne kvindeportrætter og Karin Alvtegens psykologiske thrillers.
Der er både gys, drama og psykologisk spænding i romandebuten, der handler om en mor på flugt sammen med sin søn fra en sadistisk og psykopatisk mand. Annas stigende frygt, hendes mareridt og angsten for at miste sønnen er velbeskrevet, og det er en fornøjelse at læse det velklingende sprog, der giver plads til gode detaljer og nuancer.