Hovedstolen

Til forskel fra Christina Hesselholdts fire første bøger, der til trods for deres kortform har defineret sig som romaner, består denne nye prosabog af halvtreds korte prosastykker - eller "fiktioner" som de kaldes på bogens omslag. Under lige så mange overskrifter er det en række skarptsansede øjebliksbilleder og brudstykker af en barndom, ikke set fra den voksne fortællers tilbageskuende og efterrationaliserende synsvinkel, men et forsøg på at indfange og registrere barnets umiddelbare oplevelse af omverdenen. Uden romanens traditionelle kronologi springes der mellem personer - forældrene, bedsteforældrene, kammerater - steder og begivenheder, hvor det subjektive og oplevede veksler med præcise, næsten fænomenologiske registreringer af ting, lyde og lugte. På trods af den lapidariske form hænger alt sammen i dette univers, hvor der aldrig er langt mellem fryd og gru, mellem skyld og uskyld. Det beskrivende, fortællende element har en større vægt i denne prosabog end i CH's tidligere bøger. Forfatteren er tættere på sine personer og sit stof, ikke i kraft af nemme psykologiske forklaringer, men ved hjælp af en eminent sproglig lydhørhed og sensibilitet, der rammer læseren som små fortættede glimt af genkendelse og identifikation. Med betoningen af det sete og erindrede synes CH at være på vej andre og nye steder hen i forfatterskabet, der afgørende har været med til at forny prosaen her i 90'erne.

Læs hele vurderingen

Christina Hesselholdt har op igennem 90'erne skrevet en række korte romaner; den stil, de er skrevet i, kaldes kortprosa eller minimalistisk prosa og kan minde om digte, fordi den er så præcis og knap...

Læs anmeldelse