Bøger / skønlitteratur til børn / billedbøger

Hr. Pølle : hvordan Oscar lærte at gå på toilettet


Beskrivelse


Oscar er en stor dreng på 5 år. Men han vil ikke af med sin ble og gå på toilet. Et møde med pølsen, Hr. Pølle, der ligger i bleen, ændrer dog hans mening, da han hører om Pølleplaskeland.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 17. feb. 2015

af

af

Marianne Agger

d. 17. feb. 2015

Hvad gør man, når man er 5 år gammel og ikke har lyst til at smide bleen? Hr. Pølle, der bor i Pølleplaskeland, har løsningen. En bog, der især er til toiletforskrækkede børn fra 3-7 år.

Psykolog Birgitte Meldgaard Larsen har fået ideen til bogen, som Claus Riis har lavet illustrationer med tilhørende tekst til. Meldgaard Larsen har skrevet forord og efterskrift om bl.a. toiletskrækkens omfang og kommer med gode råd til renlighedstræning. Oscar er en stor dreng. Men han laver stadig pølser i sin ble. Det er hyggeligt at blive skiftet, så da han får en potte, er han ikke begejstret. En dag kræver Hr. Pølle, der ligger i Oscars ble, at blive lukket ud. Hr. Pølle forklarer Oscar, at det ikke er rart at ligge i bleen. Han vil ned i Pølleplaskeland i kloakken. Det kan Oscar forstå godt, så fremover bruger han toilettet.

En fin måde at komme omkring et problem, der findes for ca. 20.000 danske børn over fire år. Den indledende og afsluttende tekst til de voksne er konkret og brugbar. Teksten til selve historien er frisk og sjov, og de charmerende tegninger skaber en lettilgængelig og uhøjtidelig stemning. Historien kan også læses, uden man har et toiletproblem.

Der findes mange bøger om almindelig pottetræning. Skaftes Jeg er fæærdiiig!! handler også om angsten for det store toilet, men hvor problemet ikke er så stort. Bogen her skiller sig ud med sit fokus på renlighedsproblemet for børn over fire år.