Spil / computerspil

Hugo - magi i Troldeskoven


Beskrivelse


Platformspil. Et ondt monster fra gammel tid er sluppet løs og spreder ondskab i menneskers hjerter, så de fælder skove og er ligeglade med konsekvenserne. Trolden Hugo sendes ud for at fange det undslupne monster, Ondskabens Rod. Undervejs må han med sin magiske stav bekæmpe dyr, der er blevet overtaget af det onde, for at få dem bragt tilbage til normal tilstand.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. apr. 2010

af

af

Maja Ellegaard-Petersen

d. 29. apr. 2010

Wii, PS2. Platformspil. Eventyrspil. Spillet henvender sig til både drenge og piger fra 4-11 år, og har tre sværhedsgrader. Sproget er dansk, norsk, svensk, finsk og engelsk. PEGI: 3.

Et ondt monster fra gammel tid er sluppet løs og spreder ondskab i menneskers hjerter, så de fælder skove og er ligeglade med konsekvenserne. Hugo sendes ud for at overvinde monsteret. Undervejs møder han en masse dyr, som er blevet overtaget af den onde kraft. Når han bekæmper disse dyr bliver de befriet for den onde kraft og er bagefter glade og søde. Grafik og styring af spillet fungerer godt. Der er en rigtig god afveksling mellem spilsekvenser og fortælling. Disse er grafisk meget forskellige, men er gode på hver sin måde og supplerer hinanden godt.

Spillet kan i spilsekvenserne sammenlignes med klassiske platformspil, som Super Mario Bros. og "Gianna Sisters". Blot med bedre grafik. Læg dertil en god eventyrhistorie som læses højt på passende steder i spillet. Spillet er mere oplagt til PS2 end til wii.

Jeg synes, vi her har at gøre med et rigtig godt spil. Dels er det et rigtig godt eventyr med flotte tegninger og plads til fantasien. Dels er det et fængende spil med god grafik. Det indeholder humor, spænding, og jeg kan personligt rigtig godt lide pointen med, at de dyr, man slås imod, ikke slås ihjel, men frigøres fra deres besættelse af det onde. Det varierer flot, og der er mange forskellige prøvelser, som gør, at man får lyst til at spille videre for at se, hvad der nu dukker op. Spillet er mest oplagt til playstation og pc (som tidligere anmeldt), så jeg vil anbefale, at man køber spillet til disse konsoller.


Bibliotekernes vurdering

d. 20. jan. 2010

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 20. jan. 2010

Nintendo DS. Platformspil. Spillet sigter helt klart mod den yngste del af Nintendo DS publikummet - fra ca. 4-5 år. Nordiske sprog, herunder på dansk. PEGI-rating 3.

Menneskene har fældet træerne og beskadiget jorden med deres store maskiner. Et jordskred har derfor afsløret en skjult indgang til hulen hvor troldene havde fanget monsteret, Ondskabens Rod. Monsteret er nu undsluppet og forvandler skovens dyr til farlige skyggevæsener. Det er derfor Hugos opgave at indsamle ondskaben i verden og besejre monsteret, så han igen kan blive spærret inde i hulen. Undervejs skal han bl. a. indsamle magiske troldemønter som kan udløse ekstra energi. Undervejs angribes han af sorte dyr, som er besat af Ondskabens Rod. Når han har overvundet dem med sin magiske stav, får de deres normale farve igen. Undervejs i spillet dukker der fx elevatorer og vindmøller op som skal betjenes med stylus-pennen, ligesom staven der også kan "oplades" med magi, som kan bruges i spillet. Grafikken i spillet hører til i den skrabede ende af spekteret, og heller ikke gameplay eller styring byder på noget ud over det sædvanlige.

Spillet kan sammenlignes med klassiske platformspil som "Mario"-spillene og Wario ware, Inc., men her er der et stykke op både hvad angår indhold, gameplay og grafik.

Som begynderspil til et barn i målgruppen, som lige har fået en Nintendo DS, vil spillet fungere rigtig fint som en meget let og overskuelig introduktion til konsollen. De mere erfarne spillere, som har haft fingre i "Mario Bros" og andre kvalitets platformspil vil næppe bruge lang tid på dette spil.