Bøger / faglitteratur

Hulemænd i habitter


Beskrivelse


Om forbrugere og beslutningstagere i erhvervslivet og om hvordan man risikerer at blive påvirket den ene eller den anden vej og de små ubetydelige faktorer, der afgør dette. Samt en indføring i begrebet adfærdsøkonomi.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. maj 2019

af

af

Carsten Güllich-Nørby

d. 10. maj 2019

For dig som arbejder med salg eller markedsføring eller som blot er nysgerrig på de irrationelle købsbeslutninger vi nok alle genkender, er her en bog om adfærdsøkonomi; et videnskabsområde som i et mix af psykologi og økonomi analyserer vores adfærd, når vi køber ind.

Du har sikkert også oplevet at daffe til købmanden for rationelt at købe fx gær og toiletpapir for så at komme hjem med andre måske mere spændende varer? Det er udtryk for irrationel købsadfærd. Bogen bygger på cases, forskning og viden om adfærdsøkonomi. Som forfatteren skriver i sit forord: "Jeg tror, at vi alle har brug for at vide lidt mere om, hvordan vi reagerer og måske på den måde få mulighed for at undgå at lave nogle af fejlene. For helt at undgå at agere irrationelt kan vi nok ikke." Bogen har 13 kapitler. Der er overskrifter som "I følelsernes vold", "Belønning styrer handlinger", "Vi er flokdyr", "Forelsket i nuet og egne idéer" og "Hvordan kan du bruge adfærdsøkonomi". Jens Balle har baggrund i den finansielle sektor, er i dag foredragsholder om adfærdsøkonomi og han skriver og blogger om samme emne.

Interessant og tankevækkende bog om indkøb og adfærd, hvor det er alt for nemt at spejle sig i de mange eksempler på irrationel indkøbsadfærd.

2. udgave af bogen som oprindeligt udkom i 2016. Bogen er ajourført med nyeste viden om adfærdsøkonomi og har nyskrevne kapitler. En anden bog er fx Adfærdsøkonomi.