Både for dem der er interesserede i biografier om almindelige mennesker i almindelige jobs, og for dem der kan lide at læse om autentiske kriminalsager. Bogen vil med fordel kunne formidles til et mandligt publikum.
Selvbiografi af den 46-årige politimand og hundefører R.Ø. Bogen handler om arbejdet med politihundene Dario og Alfred, og man får at vide, hvordan politihunde udvælges og oplæres, og hvilke særlige udfordringer denne type politiarbejde helt i front giver, fx ved sammenstød mellem fodboldtilhængerne, demonstrationer og senest i forbindelse med jagten på bombemanden fra Jørgensens Hotel i København. R.Ø.s helt særlige personlige historie handler om den opsigtsvækkende, dramatiske hændelse, han var involveret i, da han sammen med en kollega en morgen i 2006 blev kaldt ud til en anholdelse af psykisk forstyrret mand i en 7-Eleven butik på Frederiksberg. Manden var truende, og da han er ved at angribe R.Ø. med en kniv, skyder og dræber R.Ø. manden. R.Ø. fortæller også om det opslidende og langvarige hændelsesforløb, der fulgte, med undersøgelser og interne afhøringer og den personlige nedtur, det førte til - inden den endelige frifindelse.
Om emnet findes fx også Narkohunden, 2007, og Bombehunden, 2004, samt Gården, 2008, og Hvad må politiet?, 2010.
Underholdende, personlig og let læst bog om og af politimanden og hundeføreren R.Ø., der i en meget omtalt sag i forbindelse med en anholdelse skød og dræbte en psykisk forstyrret mand i 2006.