Hundehotellet, 2009 er en amerikansk børnefilm om et søskendepar på henholdsvis 11 og 16 år, som skaber et herligt hjem for hjemløse hunde i et nedlagt hotel midt i storbyens mylder og vrimmel. Filmen ønsker at appellere til en bred målgruppe, men er så politisk korrekt, forudsigelig, sentimental og - ja, barnlig, at målgruppen må siges at være noget yngre end filmens to hovedkarakterer.
Bruce og Andi er bror og søster og holder sammen i tykt og tyndt. Det er de også nødt til, for de har mistet deres forældre og haft fem forskellige plejefamilier på tre år! De skjuler deres konstant sultne hund Fredag for deres nye, ikke særligt venlige voksne. Men det er et heldagsjob, så hvorfor ikke hjælpe alle andre hunde, der ligeledes har behov for et hjem med meget mad, fest og farver?.
Hunden er menneskets bedste ven, og talemåden er i hvert fald sand i filmens verden, hvor talrige trofaste og ikke mindst kloge hunde med et vov har vovet pelsen for deres menneske, oftest et barn med stort behov for en firbenet ven. Her er det nærmest omvendt, men hundene er så søde og sjove som nogensinde. Deres kamp for et fristed kan minde lidt om konflikten i Disney-klassikeren Hund og hund imellem, hvor man ligeledes må sande, at hunde også er en slags mennesker!.
Det er såmænd et sympatisk udgangspunkt, at både filmens små menneskebørn og talrige hunde skal have et godt og muntert hjem. Men denne opbyggelige historie er desværre fortalt uopfindsomt med mange klicheer og endnu flere usandsynligheder.
