Satirisk og til tider syret roman om det bulgarske brødrepar Ned og Angel, der lever to forskellige liv i New York. Til læsere, der holder af velskrevne og tragikomiske fortællinger om identitet og jagten på lykke.
Romanen starter i Bulgarien, hvor en pakke - sendt fra USA - når frem til brødreparret Ned og Angel. Pakken indeholder asken fra Ned og Angels far. Femten år senere rejser brødreparret til New York for at jagte lykken. Her lever de hver deres liv. Ned som succesrig børsmægler og Angel som hundelufter. Men livet i New York er lunefuldt og fyldt med overraskelser.
Denne bog er ekstremt underholdende og prikker til både bulgarsk og amerikansk kultur. Man skal som læser være åben og købe sig ind på præmissen om et realistisk og genkendeligt, men samtidig hyperkarikeret og overdrevet univers. Og heri ligger det sjove. Vær klar på, at alt kan ske i denne bog.
Man kommer ikke uden om klassikeren Vredens druer (Ved Thomas Krogsbøl) af John Steinbeck. Også i mange af Jonathan Franzens romaner behandles "den amerikanske drøm" på en både humoristisk og intelligent måde.