Billedkunstneren Steve McQueens debutfilm Hunger, 2008, der skildrer forholdene i det nordirske fængsel Maze anno 1981 som en slags statisk tilstand af protest og offervilje, vandt Caméra d'Or-prisen i Cannes. Det er en usædvanlig stærk og stærkt ubehagelig film at overvære. En studie i afstraffelse og overgreb samt kroppen og dens funktioners reaktion, der henvender sig til alle med interesse for moderne filmkunst. Men den er altså i perioder næsten ikke til at holde ud at se på.
Fængselsbetjentene uddeler rask væk tæsk til fangerne fra IRA, der ikke må få politisk status, men behandles som gemene forbrydere. Fangerne reagerer ved at smøre deres ekskrementer ud på de klaustrofobiske cellevægge og hælde urinen ud på gangen. En skræmmende dødedans, der fatalt skifter rytme, da fangen Bobby Sands beslutter sig for at sulte sig selv ihjel og derved råbe verden op.
Den irske konflikt med terror og likvideringer, forræderi og loyalitet, mod og offervilje er filmisk fortolket flere gange med "Cal", 1984, Bloody Sunday, 2002 og Vinden der ryster kornet, 2006 som lysende eksempler. Men Hunger er helt sin egen med et insisterende, stiliseret fokus, der tåler sammenligning med Mel Gibsons The passion of the Christ, 2004.
Filmen består af tableauer, der jo værre, det går for sig, får en egen æstetisk skønhed, som kulminerer i en over tyve minutter lang samtale mellem Sands og en præst, der er holdt i samme stillestående totalindstilling. En krævende film, der anbefales for talent og egenart.
