Strids "Lille frø" er allerede en billedbogsklassiker her ti år efter, den blev udgivet. Den lille, slemme frø charmerer store og små, ligesom historien morer alle aldersgrupper, selvom den hovedsageligt er til børn fra 3-7 år. Her er en jubilæumsudgave, der også indeholder en helt ny historie om Lille frøs rumrejse.
Jubilæumsudgaven starter med historien "Lille frø". Lille frø dumper ned med en meteor i en frøfamilies hus. Frøfamilien adopterer straks den lille frø, men de får lidt udfordringer, da Lille frø er en ballademager. Lille frø får så meget skæld ud, at han stikker af hjemmefra. Heldigvis genforenes han med sin familie. I "Lille frø bygger rumraket" har Lille frø og hans søskende lavet en rumraket. Frøfar kommer til at sende raketten ud i rummet, hvor familien møder Pyx, der er en sublimut. Pyx fortæller, at hans planet Krumskum regeres af den store, onde robot Krang. Frøfamilien må hjælpe med at befri sublimutterne, og frømor og hendes bagværk får en stor betydning i redningsaktionen.
Ligesom Strids andre fantastiske fortællinger er den nye historie fyldt med eventyr, sjove væsener, seje opfindelser og en overflod af sødme og kreativitet. Det er skønt endelig at høre mere om Lille frø! Tekst og tegninger er typisk Stridske med humor og en dejlig lethed.
Udover den nye historie, er det kun den sidste side i "Lille frø", hvor der er referencer til Strids andre billedbøger, der er anderledes end førsteudgaven.