Letlæselig quizbog med alverdens emner som med fordel kan anvendes af voksne og børn fra ca. 7-8 år og opefter. Bogens primære formål er quizlege.
Bogen er bygget op af 30 kapitler med hvert sit overordnede emne, og hvert kapitel indeholder 12 spørgsmål indenfor kategorien. Emnerne er meget varierede og spænder over forskellige dyr, film, bøger, sære ting, sygdomme og mærkelige udtryk. Hvert kapitel spænder over 4 sider med spørgsmålene, svarene og to stemningsbilleder. Alle illustrationer er lavet af Keld Petersen, som også har illustreret mange andre quiz-bøger såsom Hvad gør hønen ...? og andre gåder og Hvor mange indianere ...? - og 59 andre gåder. Han har en let genkendelig streg, der gør sig rigtigt godt til denne slags bøger. Bogen er visuelt flot og vil tiltale målgruppen. Bogen er desuden tydeligt markeret som letlæst og indgår også i forlagets Zoom ind-serie.
Der udgives jævnligt quizbøger, men da de ofte også slides hurtigt, kan man hurtigt få brug for fornyelse på hylderne. Nærværende bog ligner forlagets andre lette quizbøger såsom Hvorfor turde tossen ikke -?- og andre gåder.
Et rigtigt godt bud på en letlæst quizbog for de yngre skolelever og deres forældre.