Sidste bind i serien, der tidligere har fortalt om fugl, insekt, fisk, blomst, pattedyr og padde. Nu drejer det sig så om krybdyr: Forskellige typer (ordner) og arter, varmeregulering, hud, tænder, sanser, føde, æg, yngelpleje, osv. Bogen fortæller om krybdyr fra hele verden, men har ikke speciel omtale af danske arter eller om de krybdyr, der de senere år er blevet almindelige som kæledyr. På hvert opslag behandles et bestemt emne. Bogen er velforsynet med gode farvefotografier og -tegninger. Den giver et ganske godt indblik både i krybdyrenes fællestræk og i deres mangfoldighed. Den henvender sig til naturinteresserede børn fra 5. klassetrin, men kan naturligvis også anvendes som supplerende læsning i undervisningen i forbindelse med biologiske emner. Der findes i forvejen bøger om krybdyr, men de fleste andre koncentrerer sig om smallere emner. Christopher Maynards Fantastiske små monstre (1994) omtaler dog flere forskellige arter padder og krybdyr. Leslie Dows Alligatorer og krokodiller (1993) i serien Verdens store skabninger er både omfattende og flot, men lidt sværere at læse..