Bøger / skønlitteratur til børn / sjove bøger

Hvad går dagen med?


Beskrivelse


Billedbog. Hvad laver de voksne egentligt i løbet af dagen, når børnene er i børnehave og skole? Nogle brygger sodavand eller bager boller med snot, mens andre bekæmper smådyr med en gaffel eller laver tatoveringer i deres købmandsbutik.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. maj 2015

af

af

Marianne Agger

d. 8. maj 2015

En herlig og sprudlende billedbog om, hvad de voksne egentligt laver i løbet af en dag. En anderledes og supersjov bog om de voksnes job for børn fra ca. 3-7 år.

Hvad sker der, når børnene er i børnehave og skole? Hvad render de voksne rundt og laver? Jo, nogle bager boller med snot eller reparerer cykler, mens andre spidder smådyr med en gaffel eller røver kiosker. I alt præsenteres 14 forskellige erhverv, der godt nok ikke er helt realistisk beskrevet. Bogen er skrevet af den norske radiojournalist, Ellisiv Solskinnsbakk, og tegnet af hendes mand, Endre Skandfer, der er illustrator og animator.

En bog fuld af skøn humor, leg med sproget og dejlige, groteske tegninger. Teksten består af rim, der ikke altid rimer lige godt, men det gør ikke så meget, for de er sjove, skæve og skønne at læse op. Til hvert erhverv er et opslag, hvor den arbejdende person er afbildet, og hvor der fortælles om den pågældendes spændende, og ofte lettere utraditionelle, job. Farverne nærmest eksploderer på de karikatur-agtige tegninger, der i høj grad bruger overdrivelse som effektivt virkemiddel. Tekst og tegninger passer perfekt sammen.

Udover billedbøger, der går tæt på et enkelt erhverv, er der andre humoristiske bøger om emnet som fx Havukainens Kalle & Palle på arbejde, der også indeholder en god portion fis og ballade. Der er fint plads til, at de mere gakkede bøger kan supplere de mere seriøse.