Titlen spørger til brugen af børnelitteraturen - hvordan og til hvad bruger vi den? Bogens forskellige bidragsydere besvarer hver især spørgsmålet og bogen vil derfor være interessant for studerende, undervisere og formidlere, som ønsker overblik over de forskellige tilgange til børnelitteratur som fænomen. Hvad gør vi med børnelitteraturen? er ikke en konkret håndbog til undervisning i eller formidling af børnelitteratur, men kommer dog også omkring aspekter af disse emner på et mere teoretisk og reflekterende niveau.
Børnelitteraturen befinder sig i et spændende krydsfelt mellem pædagogik, kunst og medier, hvilket afføder divergerende opfattelser af, hvad den egentlig er. Denne bog forsøger at give et overblik over dette felt, hvilket lykkes rigtig godt. Bidragsyderne sætter hver især fokus på bestemte områder, bl.a. litterær kvalitet; moderne faglitteratur for børn; biblioteksformidling af børnelitteratur; selvbiografiske børnebøger; dannelsesperspektivet og giver eksempler på forløb i folkeskolen med børnebogsforfattere som undervisere.
Der findes ikke en lignende bog, der giver samme overblik over emnet. Ønsker man en mere praktisk orienteret bog med konkrete forslag til undervisningsforløb i folkeskolen, kan Børnelitteratur i praksis, 2010 af Ingelise Moos og Karen Vilhelmsen anbefales.
Interessant og relevant bog, der belyser børnelitteraturen fra mange forskellige vinkler og understreger vigtigheden af at skabe læseglæde hos børn.