Bøger / faglitteratur

Hvalpebogen : hvad du skal gøre og hvornår


Beskrivelse


Alt om hvalpen fra forberedelsen af den nye hvalps ankomst til den oprørske "teenager" hvalp.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 2. juni 2008

af

af

Knud Weile

d. 2. juni 2008

En fornuftig og ligetil vejledning for den kommende eller uvidende hundeejer.

Forfatteren er dyrlæge, og det præger i nogen grad bogen, hvor læseren ofte konfronteres med parasitter, hundesygdomme og diverse medicinske indgreb. Når det er sagt, er det i øvrigt en snusfornuftig og pædagogisk veltilrettelagt vejlednings- og opslagsbog henvendt til den helt uerfarne hundeejer. Efter en indledning, der opregner kravene til hundeejeren, altså om han/hun/familien overhovedet er egnet til at tage sig af en hund, fortælles om hvalpens forskellige prægningsfaser, opdragelsesmetoder, pasning og pleje og almindelige problemer med almindelige hvalpe. I et parallelt forløb skildrer forfatteren sin egen historie som hundeejer med Border Terrieren Betty, så læseren kan se, hvordan bogens gode råd og træningsanvisninger fungerer hjemme hos dyrlægen selv.

I forvejen findes mange bøger om hvalpe, og enhver god hundebog har afsnit om hvalpeproblemer og -opdragelse Bogen her bringer ikke noget epokegørende nyt til hundelitteraturen, men den er indbydende layoutet, letlæst og forklarer tingene godt og støtter læseren via checklister og en velfungerende disponering af stoffet efter hvalpens udviklingsfaser.

En lettilgængelig og indbydende begynderbog for den uerfarne hundeejer, der vil være god at have inden for rækkevidde, efterhånden som problemerne med den lille nye hundehvalp dukker op.