Denne debutroman er en velfortalt og spændende historie fra 90'ernes danske hverdag. Mette er en ganske almindelig pige i den ofte besværlige alder, 16 år, hvor man hverken er barn eller voksen. Hendes forældre er skilt, og hun bor sammen med sin far. Hun har lidt problemer med sin mor og ikke mindst med farens veninde. I begyndelsen af sommerferien træffer hun den flotte fyr, Rune, og bliver meget forelsket i ham. Han er ligesom en af Mettes klassekammerater, indvandreren Umair, medlem af en invandrerforening. En del trusselsbreve fulgt op af et mord på et medlem af foreningen gør, at Rune ønsker at komme væk fra byen. Da Mette efter et skænderi med faren også ønsker at komme væk, tager de sammen op til et sommerhus i Nordsjælland. Der befinder sig også en mystisk person, som Rune kender. Sideløbende med hovedhandlingen følger vi en optagelsesceremoni i en nazistisk forening og dennes planlægning af en aktion. Langsomt går det op for Mette, at der er en sammenhæng, og efter nogle nervepirrende dage - og nætter - tager sagen en overraskende, ubehagelig vending, og det hele kulminerer i pågribelsen af gerningsmæmdene til mordet. Et ganske veldrejet plot og god underholdning for piger og drenge fra 8 klasse.