Hvid stolthed

For amatørgrupper med dygtige teknikere, der hurtigt og præcist kan håndtere lyd og lys. Der er 27 scener på en del forskellige lokaliteter.

Hovedparten af stykket foregår dog på AGFs stadion. Der lægges op til et brag af en finalekamp mellem hjemmeholdet og Brøndby. (Det er fiktion)! Allan er der. Han har AGFs logo tatoveret på brystet - og et svastika på ryggen. Fodbold er bedre end alt andet, der begynder med f... Otto, trofast fan på 62, er der. Han har barnebarnet, Magnus på 10 år med, selv om Magnus' far, ikke er meget for det. Otto og hans søn, Magnus' far, taler ikke godt sammen. Vicki er der. Men hov! Er hun egentlig fan, selv om hun bærer en AGF-trøje? Hun taler for meget, og hun argumenterer alt for meget, og så er hun hele tiden i telefonisk kontakt med nogle andre. Der er også gemt en brosten i hendes tøj. Det er hendes tanker, vi lærer bedst at kende. Vi hører at der udbryder ballade på stadion. Det er ikke hooligans, der står for det, men derimod nogle autonome, der bruger denne lejlighed til at udstille samfundets råddenskab. Brosten bliver kastet. Det koster ikke menneskeliv; men Magnus får en brosten i hovedet! Forfatteren, Andreas Garfield, mestrer replikkerne suverænt, så spillet udfolder sig flot.

I 2000 kom Morti Vizki med spillene Ulvetime & Aknaton, hvor førstnævnte handler om fodboldfans. Jeg har ikke set de autonome behandlet i skuespil ellers.

Det må være guf for en dygtig amatørgruppe at gå i gang med stykket, som desværre er sørgeligt aktuelt.

Læs hele vurderingen