En komplet usandsynlig og utrolig spændende historie. En rigtig drengerøvsbog om jagten på en 1700-talsskat med alt hvad den kan trække af hemmelige koder, spændende arkæologiske udgravninger, forræderi, mystik og videnskab. I 200 år har skattejægere forsøgt at finde en svimlende kostbar sørøverskat, og ikke mindst den mystiske genstand, Skt. Michaels sværd, som skulle befinde sig i en utilgængelig skakt på en lille ø uden for Maine på Amerikas østkyst. Lægen Martin Hatch ejer øen, og han giver den karismatiske Neidelman lov til, ved hjælp af den nyeste teknologi, at forsøge at finde skatten, og så går den vilde skattejagt. Sproget er stringent og mundret, lokalkoloritten interessant og fyldt med stoute hummerfiskere, og romanen er som sagt uhyggeligt spændende.