Calvino er herhjemme mest kendt for nogle af sine tidlige romaner, bl.a. Klatrebaronen. Siden har han udviklet sig til et af de helt store navne, og hans sidste bog er intet mindre end enfornyelse af romangenren. Den begynder med, at læseren får at vide at han eller hun nu er gået i gang med at læse en roman af Italo Calvino. Det viser sig, at bogen er hæftet forkert, og læserengår hen til boghandleren for at få et nyt eksemplar. Det er ikke så enkelt, fordi bogen slet ikke er skrevet. Det udvikler sig til en jagt efter denne roman, som aldrig bliver skrevet. Ti gangebegynder den med en fortælling, som aldrig bliver afsluttet. Calvino gør grin med alt og alle, moderetninger, læsere og ikke mindst sig selv som en forfatter i krise. Det er en meget sindrig ogvirtuos konstrueret roman, som slet ikke kan beskrives i virkeligheden, men den fascinerer og fortryller uafbrudt på en krævende måde. Man taler så meget om romanens død. Calvino er et bevis på, atden lever i bedste velgående.