Hvisken er en lille digtsamling på knap et halvt hundrede sider indeholdende ét stort og langt digt. Således tematiseres måske det store i det små i en udgivelse, hvor Kaalø iøvrigt også ved brug af en slags "stream of consciousness"-teknik fører samme læser igennem, hvad der vel må karakteriseres som et kærlighedsforløb, fra ungdommens famlende forsøg, indledningsvist besværliggjort, for siden slutteligt at opfyldes, år og erfaringer rigere. Et forløb ad krogede veje, dertil er teksten - med dens uophørligt flydende indre monolog, dens til tider mundrette sprog vekslende med de mange metaforer, de mange associative indfald iøvrigt samt den sprængte eller rettere manglende tilstedeværelse af nogen form for syntaks - ikke altid lige fremkommelig. Elementer, der udover at skærpe krav til læsernærvær og opmærksomhed tillige determinerer et digterisk univers, hvor iagttagelser fra dagligdagen, fra livet på landet, fra vindueskarmen, fra den yderste S-bane station, fra... sprogligt udmejsles flot og virkningsfuldt, ikke sentimentalt, men rigt på følelser, drømme, glæde og smerte. Måske lidt mere af sidstnævnte end forventet, der forkommer ihvertfald undertegnede at være en tone af lidt mere mol end dur i dette intense og mættede digt.