Så er der nyt fra forfatter og illustrator Joachim Krause og hans udgaver af "billed-jagt" bøger. Denne gang i Drageland med afstikkere til Eventyr- og Vulkanland. En myldrebog til fornøjelse og hyggesnak. Fra 3 år.
Ophavsmanden til denne titel har efterhånden mange "kighuls"-bøger bag sig. I denne version er det børnene Mia, Felix og Tim der vil hjælpe kongen af Drageland med at finde prinsessen, der er bortført af den trehovedede drage. Undervejs i deres eftersøgning og i følgeskab med en ridder og en lille lilla drage, kommer de igennem Eventyrland og Vulkanland. I Eventyrland er der masser af referencer til kendte folkeeventyr og i Vulkanland er der gang i både ild og brandvæsen. Tilsidst finder de prinsessen i den trehovedede drages ispalads og så er der fest. Både tekst og illustrationer er i samme stil som de øvrige titler i serien: masser af søde figurer, fuld knald på farverne og masser af humor. Den korte tekst på hvert dobbelt opslag, fortæller historien og lægger op til at gå på opdagelse i billederne.
Joachim Krause holder stilen fra de øvrige titler i serien af "min store vrimmel-kighuls-bog".
Endnu en velfungerende og underholdende myldrebog, der lægger op til en god gang snak og billedjagt.