En ung kvinde får job på en højskole og udvikler et umage venskab med den pensionerede lærer, der stadig bor på skolen. For læsere af fine små bogperler.
Den unge unavngivne hovedperson har søgt job på en højskole, og mod forventning får hun jobbet, hvor hun lige pludselig skal have ansvar og undervise unge mennesker i at lære at skrive. Da hun flytter ind på skolen, hører hun om den pensionerede lærer Viben, der stadig bor på skolen og som er lidt sær. Viben tager kontakt til den unge hovedperson for at få hjælp til at sætte melodier til en række tekster, og hurtigt udvikler de to kvinder et umage venskab, på trods af alder og levet liv. Igennem bogen præsenteres Vibens 10 tekster/sange, som hovedpersonen laver melodier til.
Meget fin lille perle. Både om det at være ung og skulle ud i sit første job, og om at skulle have ansvar og finde ud af, hvad man vil med sit liv. Men også om venskaber på tværs og trods, og om at sætte grænser og finde sig selv, lige meget hvor man er i livet. Bogen vil være oplagt at bruge i læsekredse.
Det er oplagt at sammenligne med Meter i sekundet af Stine Pilgaard, som også foregår på en højskole. Desuden kan nævnes danske forfattere som Stine Askov og Katrine Marie Guldager.