Bogen er skrevet af to danske missionærer, der har oplevet børns vilkår i Cambodja. Disse oplevelser prøver de med denne lille bog, i lommeformat, at viderebringe til børn i vores del af verdenen. Den er hurtigt læst og kan læses af børn fra 12 år. Teksten er sat med ret stor typografi, og der er sat sort/hvide fotos af børnene ind ved tilhørende tekst. Omslaget viser 3 af børnene. Forfatterne har bidraget med hver deres afsnit, hvilket fremgår af indholdsfortegnelsen. Bogen bliver indledt med et kort faktaafsnit om Cambodja. Resten af bogen fortæller om 8 børns liv. Historierne om de 8 børn er skrevet som fiktion/faktion. Sidste afsnit handler om Sunshine-centret, et sted for gadebørn, hvor de to forfattere arbejdede som missionærer, samt om aids-landsbyen Jumpah, et sted hvor familier kan komme og bo, den sidste tid forældrene lever, hvis ikke der er andre, der kan tage sig af dem. Historierne gør indtryk på læseren. Skildringerne går følelsesmæssig tæt på. De handler alle om børn, der er samlet op som gadebørn, og som har været vant til, at skulle finde føden til deres aidssyge familiemedlemmer. Flere af historierne afsluttes ved, at børnene og de voksne på institutionerne beder Gud om hjælp til fortsat skolegang m.m., og flere steder bliver centrale steder i Bibelen citeret.