Henvender sig både til nybegyndere i fårehold og til drevne fårehyrder med mange hyrdetimer under uldvesten. Er oplagt som håndbog til den som har et hobbylandbrug og som har mod på et mindre fårehold, evt. til græsse helt ned, og rydde op efter fx hestegræsning. Får som en aktiv del af naturlig naturpleje.
Forfatteren er agronom og har stor erfaring som konsulent for får og geder. Hun erfarede bl.a. gennem sit konsulentarbejde et behov for et up-to-date bog om fårehold og naturpleje. Hun skriver videre, at bogen er skrevet sådan, at også ikke landmænd kan læse med, bl.a. med udstrakt brug af fotos og illustrationer. Bogen er i 10 kapitler, pædagogisk adskilt af hver sin fanefarve. Her lærer man i ligefrem rækkefølge fakta om får, racevalg og avlssystemer, fodring og græsning. Kap. 5 beskriver så brugen af får som naturplejere, her med eksempler fx fra rydning af klippearealer på Bornholm. De næste kapitler fortæller bl.a. om hovpleje, klipning, indretning af stald, læmning og håndtering af lam, sundhed og sygdom hos får. Bogen afsluttes med et kapitel med love, regler og støtteordninger og har til sidst en linksamling og liste med nyttige kontakter.
Der findes andre bøger om fårehold, fx i flere oplag Får til husbehov fra 1996, men denne nye bog prioriterer fårets rolle som naturplejer og fører viden om får og naturpleje nødvendigt up-to-date.
Savnet bog om fårehold og naturpleje.